Og vi vågnede. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Brændte det friske løv virkeligt? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Om andre byer, andre verdener.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Du må ikke forsvinde. Det dybeste af alt er huden? Her er dagen allerede langt foran mig. Var jeg stille? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Vi er et party. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Vidste du det? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Jeg på overfladen.

Jeg ville dig. Sådan. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Jeg lyttede til dit hjerte.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Min ene pen er rød og den anden sort. Bordet vipper. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ordene, små toppe af skum. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bordet vipper. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Snestorm. Intet, jeg modtog intet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg tror, du havde glemt den der. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.