På et stort stykke hvidt papir. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Kan jeg være i dette landskab? Jeg er på den anden side af havet.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Et brev. Sådan er det.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. For hvert lag af betydning i stenene. På en rude. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Forsvinder ikke. Vidste du det? Du trak mig med til de yderste bjerge. I bussen skrev jeg en sms til dig.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Vores land. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Afsavn. Udsagn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Solens sind. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Vi har de samme øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sætningerne er et hav.

Var det markerne du kom fra? Blæste det virkeligt? Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det var før du kunne forsvinde.

Jeg sad alene i solen. Du må ikke forsvinde.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Alting ligger bag alting. Sådan svarede du.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Det var før du kunne forsvinde.

Ord. Du siger noget om solen. Det handler om overfladen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Alting ligger bag alting. Og vi vågnede. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Markerne, du?

Lysene lyste. Dine sætninger. Var det skovene du kom fra? Er du på den anden side af havet? Vi har hverken gardiner eller travlt. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Over murbrokkerne.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som at læse glemte aviser. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.