Skitser. Udflåd. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Du skrev et sår i min fremtid. Bag træerne. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Ordene, små toppe af skum.

Bøgerne var de eneste. Nu sejler jeg bare i version ..

Sådan svarede du. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Var der virkelig ild et sted? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg er på den anden side af havet.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Dagen på vores øjne. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Du kan være. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Alting ligger bag alting.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Der var noget som åbnede sig. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Snestorm.Snestorm. Snestorm. Snestorm. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

I et efterår ville jeg være flov. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi har travlt. Sad jeg alene? Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sådan noget.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.