Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Grå. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Som nu i morges: Hvilken nat fulgte efter natten? På en rude. Du må ikke forsvinde. Bag træerne.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Et genert rum, et intimt rum. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Var det skovene du kom fra? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Kan jeg skrive sådan? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

På et stort stykke hvidt papir. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Kan jeg være i dette landskab? Jeg er på den anden side af havet.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Et brev. Sådan er det.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. For hvert lag af betydning i stenene. På en rude. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Forsvinder ikke. Vidste du det? Du trak mig med til de yderste bjerge. I bussen skrev jeg en sms til dig.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Vores land. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Afsavn. Udsagn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Solens sind. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Vi har de samme øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sætningerne er et hav.