Afsavn. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Og vi vågnede. Sådan er det. Som nu i morges:

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg forsvinder ikke.

Var der virkelig ild et sted? Jeg er på den anden side af havet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Afsavn. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Stjernekontinent. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Du kan være i dette landskab. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Du, du. Solstorm. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. At tegne øjne i sætninger. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Der løber ord ud af min hud. Stjernekontinent. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Det dybeste af alt er huden? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. At dette andet. Når jeg ser dig.

Vi har de samme øjne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Havde du kysset en anden? Sætningerne er filtrede tråde. Her er dagen allerede langt foran mig.Her er dagen allerede langt foran mig.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Bagefter sad jeg i timer og læste. Så var der en, der lyttede til skovene.Så var der en, der lyttede til skovene. Så var der en, der lyttede til skovene. Så var der en, der lyttede til skovene. Så var der en, der lyttede til skovene.