Skitser. Udflåd. Vi har hverken gardiner eller travlt. Oplæsning for intetheden. Du siger noget om solen. Jeg ved vi forsvandt. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Markerne, du?

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Brev. Brev i april. Brev i april. Jeg læste dine linjer

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Du ville sige noget, du tav. Muren omkring ordene. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Brev i april. Ring til mig uden grund. Et brev. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Et genert rum, et intimt rum. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det var ikke markerne jeg kom fra. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bordet vipper. Blå.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Du siger noget om solen. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Sandet. Et brev. Sådan svarede du.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Stjernekontinent. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.