Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Sådan noget. Og vi vågnede. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. På en rude.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Bag træerne. På en rude.

Derinde bag bjergene. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Alting ligger bag alting. Jeg kyssede en vinters nattemørke. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Den sindssyge himmel. Hvilken nat fulgte efter natten? Under den blå, blå himmel.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Altid er det dette langsomme blik. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Dine sætninger.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sådan svarede du. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. På en rude. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sætningerne er et hav. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Og en anden dag: De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Du siger noget om solen. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Udsigten var håbløs.

Jeg sad alene i solen. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Oppe på bakken. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Solstorm. Var disse linjer virkeligt virkelige? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Oppe på bakken.

Sådan noget. Har vi de samme øjne?Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sådan noget. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.