Et sted, forsigtigt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som nu i morges:

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. I hvert sitefeed gror dine sætninger. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og vi vågnede. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Brændte det friske løv virkeligt? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Om andre byer, andre verdener.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Du må ikke forsvinde. Det dybeste af alt er huden? Her er dagen allerede langt foran mig. Var jeg stille? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Vi er et party. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Vidste du det? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Jeg på overfladen.