I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Alting ligger bag alting.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Der var noget som åbnede sig. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Snestorm.Snestorm. Snestorm. Snestorm. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

I et efterår ville jeg være flov. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi har travlt. Sad jeg alene? Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sådan noget.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. At dette andet. Sandøjne.

Senere i vores linje. Ordene, små toppe af skum. Jeg var nøgen i de dage.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg havde glemt den.

Hvem var det, der skrev: Var det markerne? Nu er der en uro i kroppen. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvor længe havde du drevet i vinden? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

De bløde bakker udenfor byen. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ordene, små toppe af skum.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Ordene, små toppe af skum. Min ene pen er rød og den anden sort.