Sad jeg alene? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Farvede ordene milde.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Og en anden dag:

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Sætningerne er et hav.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Og vi vågnede. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du må ikke forsvinde.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Har vi de samme øjne?

Under den blå, blå himmel. Når du siger mit navn, svarer min krop. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det her er ingen leg. Hvor vil det ødelagte sprog hen? At tale var blevet uoverskueligt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Badeferien. Årene.Badeferien. Årene. Badeferien. Årene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Her er natten allerede et stort show. Nordlysets sitren i din stemme. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Ikke. Et sted er der en.

I sollyset, en ædelsten. At dette andet. Min ene pen er rød og den anden sort. I bussen skrev jeg en sms til dig. I min mund. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Glashænder. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ikke glemme floderne i ørerne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Træerne. Rifterne.

Derinde bag skoven. Glashænder. Det var ikke markerne jeg kom fra.