Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Glashænder. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ikke glemme floderne i ørerne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Træerne. Rifterne.

Derinde bag skoven. Glashænder. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Dine sætninger. Det gør ikke noget. Du siger noget om solen.

Afsavn. Udsagn. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Brev i april. Var det skovene du kom fra?

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Af alt det kroppen også er. Har vi de samme øjne? Jeg var nøgen i de dage. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Ordene, små toppe af skum.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!

Jeg var i din krop, og du? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Har vi de samme øjne? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Oppe på bakken. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Blå. Oppe på bakken. Et genert rum, et intimt rum. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Verden og dens lytten til sig selv.

På en rude. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget som åbnede sig. Kalken. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Muren omkring ordene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.