Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Et genert rum, et intimt rum.

På havet. Du siger noget om solen. Et genert rum, et intimt rum. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Har vi forskellige øjne? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sætningerne er et hav. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Her er natten allerede langt bag mig. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg sad alene i solen. Du må ikke. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Kan jeg skrive sådan? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Det tøj er min krop på min krop. Der var noget som åbnede sig. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.