Hav d 8.12.15 13:34:53 til 13:36:07

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Dagene. Ugerne. Vennerne. Var jeg stille? I min mund.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Du må ikke. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Hav d 7.12.15 14:47:47 til 14:49:17

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Sætningerne er et hav. Vi har de samme øjne. Var jeg stille? Som nu i morges:

Samtale d 7.12.15 13:30:04 til 13:30:48

I bussen skrev jeg en sms til dig. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. For hvert lag af betydning i stenene.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Samtale d 23.11.15 12:32:58 til 12:42:49

Det var ikke markerne jeg kom fra. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Regnvejrsmeteor. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Land.

Samtale d 23.09.15 10:49:36 til 10:50:26

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sammen lå vi og kortlagde: Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Samtale d 23.09.15 10:46:55 til 10:48:47

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg tænker smukke øjne.

Nu er der en uro i kroppen. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Landskab d 23.09.15 10:44:49 til 10:46:35

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.

Når du ringer, hører jeg det ikke. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Landskab d 23.09.15 10:43:13 til 10:44:32

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Du må ikke. Jeg drak det tørre.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Et genert rum, et intimt rum. I bussen skrev jeg en sms til dig. Om andre byer, andre verdener. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Landskab d 23.09.15 10:41:01 til 10:42:00

Træerne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Som at læse glemte aviser.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Landskab d 23.09.15 10:38:31 til 10:40:41

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Vi, vi. Intimiteten i skriften. Jeg var i din krop, og du? Vi har de samme øjne. Ord. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.