Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Du må ikke. Jeg drak det tørre.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Et genert rum, et intimt rum. I bussen skrev jeg en sms til dig. Om andre byer, andre verdener. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Træerne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Som at læse glemte aviser.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi har hverken gardiner eller travlt.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Vi, vi. Intimiteten i skriften. Jeg var i din krop, og du? Vi har de samme øjne. Ord. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Vi i det glitrende. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Ensomheden i linjernes fald. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Blå. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Altid er det dette langsomme blik. Havde du kysset en anden?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Som at læse glemte aviser. Der var intet som skulle glemmes. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Gennem hullet i hegnet. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et genert rum, et intimt rum. Hvad vil disse knuste sætninger?Hvad vil disse knuste sætninger? Hvad vil disse knuste sætninger? Hvad vil disse knuste sætninger?

Min ene pen er rød og den anden sort. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Uforståelige sætninger at klæde sig i Sætningerne er et hav. Luften og jordens sange.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Dine diamanter lyser i min mund. Kan jeg skrive sådan? Gennem hullet i hegnet. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. At tale var blevet uoverskueligt. Der var intet som skulle glemmes.Der var intet som skulle glemmes. Der var intet som skulle glemmes. Der var intet som skulle glemmes.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Et brev. Grå. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Noter. Beskrivelser. Jeg forsvinder ikke. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.