Samtale d 10.09.15 10:08:15 til 10:15:03

Jeg, tøvende. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Ikke var muligt at komme derind. Jeg var i din krop, og du? Jeg har skrevet et kort til dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

Hav d 10.09.15 09:40:50 til 09:41:24

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Landskab d 10.09.15 09:39:13 til 09:39:46

Den sindssyge himmel. Tågen i skovene i udsigten. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Dette langsomme blik imod stenene.

Hav d 10.09.15 09:37:21 til 09:38:58

Afsavn. Udsagn. Når du ringer, hører jeg det ikke. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Glasdråbehænder. Sandstorm. Skrid, svarede du.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Samtale d 10.09.15 09:34:43 til 09:35:06

Var det markerne du kom fra? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Landskab d 10.09.15 09:27:26 til 09:27:55

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Hav d 10.09.15 09:25:58 til 09:26:27

Sætningerne er et hav. Jeg har skrevet et kort til dig. Stod imod, men skrev: intet. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Du siger noget om solen. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Landskab d 31.08.15 15:50:16 til 15:51:56

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Du må ikke forsvinde. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Hav d 31.08.15 15:25:55 til 15:26:39

Intimiteten i skriftenIntimiteten i skriften Intimiteten i skriften Intimiteten i skriften Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Om andre byer, andre verdener. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og en anden dag: Udsigten var en fuck-up-store. Intet bag alting.Intet bag alting. Intet bag alting. Intet bag alting.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Samtale d 31.08.15 14:51:44 til 14:53:14

Kan jeg være i dette landskab? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Noter. Beskrivelser. Der var intet som skulle glemmes. Jeg tror, du havde glemt den der. Har vi de samme øjne? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Nu er der en uro i kroppen.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.