At tale var blevet uoverskueligt. Og vi vågnede.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?