På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Vi, vi. Intimiteten i skriften. Jeg var i din krop, og du? Vi har de samme øjne. Ord. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.