Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Bag stemplerne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Lyset i ørknen i udsigten. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.