Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ilden. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Når du siger mit navn, svarer min krop.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sætningerne er et hav. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Havde du kysset en anden? Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Et brev. Det generte i skriften.

Jeg læste dine linjer At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Sætningerne er filtrede tråde.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg skrev intet ned i den periode. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Var der virkelig ild et sted? I bussen skrev jeg en sms til dig.

Du trak de yderste. Du må forsvinde. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Når jeg ser dig. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.