Hav d 2.03.16 12:52:08 til 12:53:01

Solstorm. Var disse linjer virkeligt virkelige? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Landskab d 2.03.16 12:50:10 til 12:50:56

Oppe på bakken.

Sådan noget. Har vi de samme øjne?Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sådan noget. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Hav d 2.03.16 12:25:36 til 12:26:58

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Der løber ord ud af min hud.

Samtale d 2.03.16 11:46:10 til 11:46:52

Du trak de yderste bjerge. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Den sindssyge himmel. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Sad jeg alene? Stod imod, men skrev: intet.

Hav d 2.03.16 11:11:56 til 11:12:18

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Ordene, syrlige rifter af blod.

Landskab d 25.02.16 14:29:34 til 14:30:50

Dette langsomme blik imod stenene. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Og en anden dag: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Du flasher dine moves i den lysende nat. Skyggerne skyggede. Ved den smuldrende beton.

Landskab d 25.02.16 14:19:14 til 14:20:06

Intet bag alting.

Fugle flakser i diodenattens klirren. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Du skrev ikke længere.

Landskab d 25.02.16 14:16:47 til 14:17:32

Vi er et party. Gennem hullet i min hjerne. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Tågen i skovene i udsigten.

Om andre byer, andre verdener. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Hav d 25.02.16 14:15:09 til 14:15:49

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sådan svarede du. Skyen skjulte noget for fuglene. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.

Det er bare. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Landskab d 25.02.16 14:11:51 til 14:14:49

Derinde bag skoven. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Et genert rum, et intimt rum. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.