The combination of people, place, and technology opens up a variety of significant questions. These dynamics are potential conflicts and need to be treated as such, including providing the means for conflict identification and resolution. It could be the hacking and defacing of a website. It is a cultural form with which we understand, act, sense and create our world. Here, the notion of affect refers to the non-conscious and immediate physical activation of the senses before one can reflect consciously on it.

A long held, and at the time rarely questioned assumption in scientific inquiry and scholarly pursuit has been the separation of researcher and research subject. Organicity is impossible to plan. Interfaces come from a tradition of engineering that paradoxically has tried to rid itself of it. In a more complex network infrastructure, this problem could be overcome by delegating ARP requests to the sensing nodes. To name two seminal and concrete examples: When a person picks up one of the books it senses the movement, and a piece of “paper” materializes on the screen.

Blå. Over murbrokkerne. Sætningerne er et hav. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Når min krop.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Dine diamanter lyser i min mund. Alting ligger bag alting. Den tredje er ude. Vidste du det?

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Lysene lyste. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. På en rude. Over murbrokkerne.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Det her er en leg. Senere i dine øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sætningerne er et hav. Den sindssyge himmel.

Sover ASAP. Intimiteten i skriften Træk sletterne helt ned til klipperne.

Sådan noget. Har vi forskellige øjne? Var sætningerne et skred af betydning? Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Træerne. Jeg tænker smukke øjne.

Det var skovene.

Hvilken nat fulgte efter natten? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi er et party. Du siger noget om månen. Ude ved fabrikkerne.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel.

Nordlyset tøver i vores stemmer.

Stod imod, men skrev: intet.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Når min krop. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.