At tale var blevet uoverskueligt. Og vi vågnede.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Var der virkelig ild et sted? Du må ikke forsvinde. Blå. Bordet vipper. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vidste du det? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvilken nat fulgte efter natten? Muren omkring ordene. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Hvilken nat fulgte efter natten? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

På et stort stykke hvidt papir. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Grå. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Som nu i morges: Hvilken nat fulgte efter natten? På en rude. Du må ikke forsvinde. Bag træerne.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Et genert rum, et intimt rum. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Var det skovene du kom fra? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Kan jeg skrive sådan? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.