Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvor længe havde du drevet i vinden? Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

De bløde bakker udenfor byen. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ordene, små toppe af skum.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Ordene, små toppe af skum. Min ene pen er rød og den anden sort.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Min ene pen er rød og den anden sort.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sådan noget. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Badeferien. Årene.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Vi har hverken gardiner eller travlt. Har vi de samme øjne? Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Kan skriften være genert? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Nordlysets sitren i din stemme.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Intimiteten i skriften. Jeg læste dine linjer Var jeg stille? Vores land.

Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?