Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Intimiteten i skriften. Jeg læste dine linjer Var jeg stille? Vores land.

Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Hvem var det, der skrev: Muren omkring ordene. Jeg sad alene i solen.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. I bussen skrev jeg en sms til dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Sådan svarede du. Sådan svarede du. Du må ikke forsvinde. Det handler om overfladen. Giver det mening? Ikke søge ly.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg var nøgen i de dage. Sådan er det. Mørket kaldte vi bare for mørket.

På en rude.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Og vi vågnede. Den sindssyge himmel. Dine sætninger. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Sad jeg alene? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Farvede ordene milde.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Og en anden dag:

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Sætningerne er et hav.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Og vi vågnede. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du må ikke forsvinde.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Har vi de samme øjne?

Under den blå, blå himmel. Når du siger mit navn, svarer min krop. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det her er ingen leg. Hvor vil det ødelagte sprog hen? At tale var blevet uoverskueligt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.