Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Fugle flakser i diodenattens klirren. Var der virkelig ild et sted? Regnen, vinden imellem dine læber. Ved en sten:

En. Hver morgen: Wow! Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Jeg tegnede din hud på alting. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Ikke søge ly i den flod.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Bag stemplerne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Lyset i ørknen i udsigten. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Markerne, du? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Vi, hudløse.Vi, hudløse. Vi, hudløse. Vi, hudløse. Vi, hudløse. Jeg ryster en tilfældig bog.

Vi har travlt. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ilden. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Når du siger mit navn, svarer min krop.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sætningerne er et hav. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Havde du kysset en anden? Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Et brev. Det generte i skriften.

Jeg læste dine linjer At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Sætningerne er filtrede tråde.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg skrev intet ned i den periode. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Var der virkelig ild et sted? I bussen skrev jeg en sms til dig.