Landskab d 25.02.16 14:29:34 til 14:30:50

Dette langsomme blik imod stenene. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Og en anden dag: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Du flasher dine moves i den lysende nat. Skyggerne skyggede. Ved den smuldrende beton.

Landskab d 25.02.16 14:19:14 til 14:20:06

Intet bag alting.

Fugle flakser i diodenattens klirren. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Du skrev ikke længere.

Landskab d 25.02.16 14:16:47 til 14:17:32

Vi er et party. Gennem hullet i min hjerne. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Tågen i skovene i udsigten.

Om andre byer, andre verdener. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Hav d 25.02.16 14:15:09 til 14:15:49

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sådan svarede du. Skyen skjulte noget for fuglene. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.

Det er bare. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Landskab d 25.02.16 14:11:51 til 14:14:49

Derinde bag skoven. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Et genert rum, et intimt rum. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Landskab d 25.02.16 14:10:22 til 14:11:26

Det her er ingen leg. Blå. Som at læse glemte aviser. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Et wack rum, et rum for stars. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Landskab d 25.02.16 14:04:58 til 14:06:24

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Rød. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Samtale d 25.02.16 13:56:27 til 13:57:21

Et sted, forsigtigt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Samtale d 25.02.16 13:55:31 til 13:56:05

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som nu i morges:

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hav d 25.02.16 13:52:54 til 13:54:29

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. I hvert sitefeed gror dine sætninger. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.