Samtale d 23.09.15 10:49:36 til 10:50:26

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sammen lå vi og kortlagde: Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Samtale d 23.09.15 10:46:55 til 10:48:47

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg tænker smukke øjne.

Nu er der en uro i kroppen. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Landskab d 23.09.15 10:44:49 til 10:46:35

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.

Når du ringer, hører jeg det ikke. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Landskab d 23.09.15 10:43:13 til 10:44:32

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Du må ikke. Jeg drak det tørre.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Et genert rum, et intimt rum. I bussen skrev jeg en sms til dig. Om andre byer, andre verdener. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Landskab d 23.09.15 10:41:01 til 10:42:00

Træerne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Som at læse glemte aviser.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Landskab d 23.09.15 10:38:31 til 10:40:41

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Vi, vi. Intimiteten i skriften. Jeg var i din krop, og du? Vi har de samme øjne. Ord. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Samtale d 21.09.15 12:16:47 til 12:18:09

Vi i det glitrende. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Ensomheden i linjernes fald. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Blå. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Hav d 21.09.15 10:04:20 til 10:06:30

Når du siger mit navn, svarer min krop. Altid er det dette langsomme blik. Havde du kysset en anden?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Som at læse glemte aviser. Der var intet som skulle glemmes. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Landskab d 21.09.15 10:01:05 til 10:03:34

Gennem hullet i hegnet. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et genert rum, et intimt rum. Hvad vil disse knuste sætninger?Hvad vil disse knuste sætninger? Hvad vil disse knuste sætninger? Hvad vil disse knuste sætninger?

Hav d 21.09.15 09:59:17 til 10:00:36

Min ene pen er rød og den anden sort. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Uforståelige sætninger at klæde sig i Sætningerne er et hav. Luften og jordens sange.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.