Landskab d 29.01.16 11:13:12 til 11:14:51

Nordlysets sitren i din stemme. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Landskab d 29.01.16 11:04:01 til 11:04:26

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Landskab d 29.01.16 10:35:29 til 10:36:02

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Tågen i skovene i udsigten. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Landskab d 28.01.16 11:03:29 til 11:04:06

Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Hav d 28.01.16 11:00:28 til 11:01:29

Sandet.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Hvilken dag fulgte efter dagen? I natten poppede samtalerne op. På en rude. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Samtale d 25.01.16 11:48:29 til 11:49:46

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Fugle flakser i diodenattens klirren. Var der virkelig ild et sted? Regnen, vinden imellem dine læber. Ved en sten:

En. Hver morgen: Wow! Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Landskab d 25.01.16 11:47:31 til 11:48:13

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Samtale d 22.01.16 14:59:56 til 15:00:56

Jeg tegnede din hud på alting. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Ikke søge ly i den flod.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Hav d 22.01.16 13:56:30 til 13:58:05

Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Bag stemplerne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Lyset i ørknen i udsigten. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Samtale d 22.01.16 13:54:24 til 13:55:20

Markerne, du? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Vi, hudløse.Vi, hudløse. Vi, hudløse. Vi, hudløse. Vi, hudløse. Jeg ryster en tilfældig bog.

Vi har travlt. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.