På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Dine diamanter lyser i min mund. Alting ligger bag alting. Den tredje er ude. Vidste du det?

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Lysene lyste. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. På en rude. Over murbrokkerne.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Det her er en leg. Senere i dine øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sætningerne er et hav. Den sindssyge himmel.

Sover ASAP. Intimiteten i skriften Træk sletterne helt ned til klipperne.

Sådan noget. Har vi forskellige øjne? Var sætningerne et skred af betydning? Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Træerne. Jeg tænker smukke øjne.

Det var skovene.

Hvilken nat fulgte efter natten? Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi er et party. Du siger noget om månen. Ude ved fabrikkerne.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel.

Nordlyset tøver i vores stemmer.

Stod imod, men skrev: intet.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Når min krop. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Stod imod, men skrev: intet. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Hvilken nat fulgte efter natten? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Farvede et sår i dit første ord.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Du, dine øjne. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Oplæsning for intetheden.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Jeg fandt en linje et sted under min reol.