Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Havde du kysset en anden? Sætningerne er filtrede tråde. Her er dagen allerede langt foran mig.Her er dagen allerede langt foran mig.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Bagefter sad jeg i timer og læste. Så var der en, der lyttede til skovene.Så var der en, der lyttede til skovene. Så var der en, der lyttede til skovene. Så var der en, der lyttede til skovene. Så var der en, der lyttede til skovene.

Sad jeg alene? Et genert rum, et intimt rum.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg er på den anden side af havet. Der var noget som åbnede sig. Alting bag alting. Var det markerne du kom fra?

Giver det mening?Giver det mening? Giver det mening?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Nu er der en uro i kroppen. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætningerne er et hav. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg har skrevet et kort til dig.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hvilken nat fulgte efter natten?

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg prøver dette tilfælde. Grå. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg skrev intet ned i den periode. Sad jeg alene? Du i mit vindue, i min vindueskarm. Vi, gamle tanker om stilheden.