Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sådan svarede du. Skyen skjulte noget for fuglene. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven.

Det er bare. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Derinde bag skoven. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Et genert rum, et intimt rum. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det her er ingen leg. Blå. Som at læse glemte aviser. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Et wack rum, et rum for stars. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Rød. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Et sted, forsigtigt. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som nu i morges:

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. I hvert sitefeed gror dine sætninger. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og vi vågnede. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Brændte det friske løv virkeligt? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Om andre byer, andre verdener.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.