Havde du kysset en anden? Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Et brev. Det generte i skriften.

Jeg læste dine linjer At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Sætningerne er filtrede tråde.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg skrev intet ned i den periode. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Var der virkelig ild et sted? I bussen skrev jeg en sms til dig.

Du trak de yderste. Du må forsvinde. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Når jeg ser dig. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Glashænder. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Stjernekontinent. Det handler om overfladen. Der hang figner henover udsigten. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Blæste det virkeligt? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sætningerne er et hav. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Luften og jordens sange.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Dagene. Ugerne. Vennerne. Var jeg stille? I min mund.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Du må ikke. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Sætningerne er et hav. Vi har de samme øjne. Var jeg stille? Som nu i morges:

I bussen skrev jeg en sms til dig. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. For hvert lag af betydning i stenene.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Regnvejrsmeteor. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Land.