Nu er der en uro i kroppen. Sætningerne er et hav. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Af alt det lysende, reflekterende, matte. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Sådan svarede du. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg tror, du havde glemt den der. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Brændte det friske løv virkeligt? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Det var ikke skovene jeg kom fra. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Udsigten var håbfuld. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Savn. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice.

Var jeg stille? Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Hvem var det, der skrev: Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Blæste det virkeligt? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg har skrevet et kort til dig. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Blæste det virkeligt?

Muren omkring ordene.Muren omkring ordene. Stjernekontinent.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Er du på den anden side af havet?

Var det markerne du kom fra?