På en rude. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Der var noget som åbnede sig. Kalken. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Muren omkring ordene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Her er dagen allerede langt foran mig. Og vi vågnede. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg og dit hjerte. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Det der blæser. Du må ikke. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Sandøjne.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Har vi de samme øjne?

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Sådan noget. Jeg ryster en tilfældig bog. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Nu er der en uro i kroppen. Sætningerne er et hav. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Af alt det lysende, reflekterende, matte. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.